Med kun få dage til SoulSangers endelig starter op, giver vi stafetten til endnu en forventningsfuld korsanger. Dette indlæg viser meget godt, hvordan vi alle må overveje og prioritere, når det kommer til fritid og hobbies… Værsgo, Stina – ordet er dit:
I begyndelsen af januar fortalte min veninde om et nyt gospelkor, der skulle snart skulle søsættes i Odense. Hun foreslog, at jeg googlede SoulSingers og det gjorde jeg så. At man kan blive blæst omkuld på den gode måde af gospel, er ikke nyt for mig, men at kunne fornemme energien, entusiasmen og kvaliteten blot ved at snuse til en hjemmeside – dét var nyt for mig.
Desværre kunne jeg ikke deltage i infomødet på grund af en aftenvagt på mit arbejde, men førnævnte veninde gav mig et fyldigt og begejstret referat. Her er det så, at min overskrift bliver relevant, for nu meldte der sig nogle overvejelser; med fuldtidsarbejde, en teenager i huset, familie, venner, husdyr i massevis og fritidsinteresser til at fylde dejligt op i hverdagen, så mangler jeg jo egentlig ikke noget at putte i kalenderen – det skulle da lige være nogle ekstra døgn!
Så jeg gik i tænkeboks – en lillebitte hurtigt overstået tænkeboks, for hvad var der egentlig at overveje?! At mødes med en masse dejlige mennesker med gospel som det fælles omdrejningspunkt, at få lov at synge sammen så taget letter, at mærke energien og begejstringen, at arbejde med sin stemme og forhåbentlig blive bedre, at få nogle oplevelser både på øveaftener og ved koncerter/rejser som gør én glad helt ind i sjælen. Nej, der er ikke rigtigt noget at overveje, vel? Svaret er selvfølgelig SKAL!
One thought on “Stina skriver: “Skal, skal ikke””
Åhhh Søde Stina, hvor er vi glade for du skrev SKAL. Det var da fantastisk her i aften til vores første Soul Singers aften, os der står på første række mærker energien lige i nakken…Det kan ikke blive andet en godt..Stort Knus til dig..:-)