SoulSingers – gospelkor i Odense
SoulSingers – gospelkor i Odense

Det har vi ikke prøvet før, så det ka’ vi sikkert godt – SoulSingers Islandstour (del 1)

Nogen ville mene, at det er helt kukuk at tage et 120 mands massgospelchoir og selv arrangere en udenlands tur for dem. Med overnatning, biler, udflugter, logistik, koncerter, live-transmitterede optrædener osv.  Nogen ville måske også tænke, at det var helt umuligt.

Men det havde vi ikke prøvet før, så det kunne vi sikkert godt – blev jeg for et år siden enig med mig selv om, da ideen opstod om at flytte vores i forvejen kraft- og sjælfulde gospelskor til et af verdens mest kraftfulde steder: Island. Moder Jords livmoder – som nogen vist kalder hende. Det kunne da KUN blive en unik kombi! Hvilket land og hvilken tourné, det er blevet.

Vi er blot lige på vej hjem og lande efter 5 fantastiske koncertoplevelser, utallige kilometer i bil og ben over lava, lav og småfolk. Mange liter boblende, sprøjtende og healende vand i pøler, vandfald, geysere og laguner, Nordlys i fortryllende grønne bølger og farver og alle aspekter af de lokale vejr fra skyfri himmel til blæst og sne. En helt unik og uforglemmelig oplevelse hvor nye stærke og blivende venskaber er skabt – både internt i koret og med vores nye Islandske venskabskor.

Det var egentlig planen, at jeg ville blogge løbende fra touren og dele billeder og andet godt fra alt det spændende, der er sket – men så kom jeg i tanke om, at vi ikke engang har nået at lægge alt materialet op fra vores eventyr med Odense Symfoniorkester og Marie Carmen Koppel for en måned siden og tænkte, at jeg nok bare måtte koncentrere mig om at få koret godt og helskindet gennem 4 intense og tætpakkede dage. Nogen ville forøvrigt sikkert også mene, at det i det hele taget var helt cracy at planlægge to så store events med en måneds varsel – men det har vi ikke prøvet før, så det kunne vi også godt.

Og det kunne vi.

Så nu er det et commitment de næste par uger, at fylde godt med indhold på herinde, så I kan mærke helt ind til marven, hvor stolte og lykkelige vi er for de ting, vi har delt og oplevet – og heldigvis behøver jeg jo ikke gøre det alene. Stafetten vil blive givet rundt også til andre sangere, der i ord og billeder vil dele store og små historier og sjov anekdoter fra begge toure.

Og så skal vi back to basic. Nemlig dér, hvor vi igen kommer helt tæt på vores faste og efterhånden trofaste publikum: til vores egen koncert!

Soulsingers fokus den næste måned (ud over at fordøje og få armene ned) bliver at lave den vildeste sommerkoncert, hvor vi laver highlights fra sæsonens både danske og islandske repertoire. Vi har hverken udefrakommende solister, symfoniorkester eller islandske kor med – det er BARE os selv, der skal give den SÅ meget gas, så vi slet ikke behøver en live-transmission.

Kom og vær med – det bliver tirsdag d. 31 maj kl. 20.00 i Bykirken og billetter kommer til salg lige om lidt. Med det forår, den vitamin-insprøjtning, erfaring og fornyede energi hele koret svæver på lige nu garanterer vi en koncert, hvor vi endnu engang når nye højder og dybder. Det bliver ikke bare Pippi-power… det bliver SoulSingersPOWER! Det har vi prøvet før, det ka’ vi godt og det gør vi igen!

kærlig hilsen
korleder Janne
Filadelfia koncert 170416

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: