Dagens fantastiske overraskelse er en endelig aftale med Kirk Franklins manager, som vi har forhandlet med i noget tid. Holdet bag Kirk Franklin havde hørt at SoulSingers laver Kirk tribute i ODEON d. 21. april og tog kontakt for at få hele koret med rundt som backing-kor på Kirks upcoming Europa-tourné efteråret 2018. Kirk skal spille gospelkoncert i 7 lande (blandt andet Frankrig, Italien, England og Polen) og selvfølgelig i Danmark d. 19. september, hvor SoulSingers kommer til at være på hjemmebane for et gospel-glad publikum af flere tusinde danskere.
“Det er første gang at SoulSingers er på en større tourné, og at den får lov at være sammen med et gospel-ikon som Kirk Franklin er helt ufatteligt!” fortæller korleder Janne Wind og tilføjer at “De 120 SoulSangere er vildt begejstrede for muligheden og glæder sig til at synge med på kor-numre som ‘Imagine me’, ‘He reigns”, ‘123 Victory’ og ‘Wanna be happy’. Godt at vi er i topform efter et intenst år med optrædener foran 10.000 mennesker og Kronprinsen på Flakhaven, og tv-showet med TipToe Bigband, Odense Symfoniorkester og blandet andet HM Dronningen blandt publikum”.
Koret skal på scenen med Kirk og hans musikere i hele koncertens andet sæt. Der bliver bygget særlige podier, som bliver kørt med rundt på turen, så SoulSingers kommer til at stå i en kæmpe halvcirkel rundt på hele bagscenen. Der bliver syet lilla gospelrober, som koret skal have på, og der bliver i det hele taget ikke sparet på noget. “Det er jo hvad amerikanerne også kan”, fortsætter Janne Wind, “de forstår at lave shows. Det kan vi lære noget af herhjemme, og vi har derfor naturligvis også allerede nu skruet på ALLE knapper for at lave vores egen koncert i ODEON helt spektakulær. Tja – man kan jo nærmest kalde det en opvarmningskoncert til touren – kom selv og oplev det d. 21. april”.
One thought on “SoulSingers får den vildeste chance!”