Mission Impossible… eller? 3


Nogen gange må jeg knibe mig selv i armen. Hvad er det dog, jeg har gang i. Hvordan kunne jeg overhovedet forestille mig, at det skulle lykkes at samle en gruppe på 120+ meget forskellige sangere i alle aldre. Forskellige forudsætninger, erfaringer, intentioner, indgangsvinkler, historier, forventninger, ambitioner, energier og stemmer. Tilsætte en pianist, et band, en præst og ovenikøbet i en kirke og et område, der er helt ukendt for mig og mange af sangerne. Og så tro at det kan lykkes på godt en måned at skabe et velsmurt, sammensunget, energi-afbalanceret kor af tilfredse vel- og sjælsyngende OG modige korsangere, banke et optrædeklart repertoire op med nærvær og performance, fællesklang og kraftfuldt output. Og så samtidig forvente, at jeg kan møde koret på alle seks grundlæggende menneskelige behov (tryghed, spænding, betydningsfuldhed, tilhørsforhold + at de vækster og bidrager). Og ovenikøbet forvente og opleve at korsangerne optræder aldeles kærligt, respektfuld og engageret uden fnidder eller skjulte agendaer overfor hinanden og mig. Stor koncentration og retning til prøver, hygge når der hygges.

MI-2 skal klippetDet var da i sandhed en ‘Mission Impossible’, vi satte os for, da jeg for 3 måneder siden kun havde SoulSingers som en vision. En drøm. En skæbnesvej, der lå så nærliggende at træde ind på. En livsmission, om at gøre det umulige, se det usynlige og tro på at vi ved hinandens og Guds hjælp kunne skabe præcis det rum, der skal til for at sjælen synger, jubler, trives og folder sig ud.

“I’m walking into my destiny. I’m walking in what He has for me”. VaShawn Mitchell

I tirsdags havde vi sidste prøve inden bandet kommer på, og vi d. 11. marts skal optræde første gang med 6 numre til GospelGudstjeneste i Bykirken, Odense. Vi fjernede alle stolene, og stillede os helt tæt sammen i en STOR 100-mands gruppekrammer mit på kirkegulvet. Alt for tæt, hvis man tænker på at det er mennesker, der for manges vedkommende aldrig havde mødt hinanden før d. 4. februar 2014. Vi kiggede hinanden i øjnene, vi sang til og vi sang med. Det krævede sådan et mod og sådan en åbning hos den enkelte, at stå med helt nyt repertoire og helt nye mennesker og overgive sig. Numrene kom på plads, hjerter åbnede sig, energien løftede taget. Vi kunne kigge rundt på hinanden og tænke:

“Her er de mennesker, jeg skal opleve med, rejse med, synge med, vokse sammen med i de næste mange år”

Det lille frø, jeg ydmygt plantede. Bad til og bad om måtte vokse og trives og slå rødder, har nu fået sit eget liv. Opgaven bliver løftet i flok – hvor umulig den end kunne synes, og jeg må mærke gispet i hjerte og sjæl over den effekt, det har. På mig, på sangerne – og forhåbentlig på det publikum og den menighed, der snart skal være sammen med os.

Kærlig hilsen
Korleder,
Janne Wind

Kom og vær med. Kom og vær sammen med os og del den glæde og energi, SoulSangerne bygger op sammen. Det er stadig muligt at synge med i koret – skriv til mig, hvis du vil høre mere – eller kig forbi d. 11. marts kl. 19.30 (cafeen er åben allerede fra 18.30). Senere på foråret er der mulighed for at synge med i ForårsGospelWorkshop og også der høre SoulSingers optræde. 


Skriv et svar

3 thoughts on “Mission Impossible… eller?

  • Marianne

    “Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet”. Det ordsprog passer fuldstændig på vores fantastiske korleder og pianist. Er der så noget at sige til, at vi 120 mennesker hver tirsdag bliver smittet med en boblende glæde, tro på og vilje til at gøre SoulSingers til det mest fantastiske kor. Det er bare så vildt dejligt 🙂

  • Esther Paulse

    Jeg er simpelthen så overvældet af vores nye kor, vores korleder og pianist. Efter en koraften som i tirsdags, går jeg hjem og tænker: Der er bare alt for længe til næste tirsdag – øv….
    Jeg elsker tanken om, at vi er et power-gospelkor hvor der virkelig er fuld power på, fyldt med energi af den fede slags og intensiteten er perfekt til mig 🙂

    Jeg glæder mig mere og mere for hver tirsdag, til at fortsætte rejsen med koret – hvor end den fører os hen

  • Jette

    Kære Janne… Det du skriver kan kun lade sig gøre, fordi du har de arrangement og drive, energi og viljestyrke. Du lader dig ikke slå ud(sådan lige i hvertfald) du er med til at give mig troen og modet til at gøre ALT det du vil have os (mig) til at gøre. Tusinde tak for det ❤️