I SoulSingers har vi holdt vinterferie, så det nu bobler i krogene for at komme tilbage til indstudering af alle de nye numre, klargøring til GospelGudstjenesten d. 11. marts og trivselsarbejdet med at få hele gruppen til at lære hinanden at kende. Alligevel er der tikket en fin lille hilsen ind fra en af korsangere – så blog-stafetten går her til Kirsten:
Den 11/2-2014 havde SoulSingers sin anden korprøve – en korprøve der var lige så fantastisk som den første ugen før; måske endda mere fantastisk, da vi blev introduceret til en sang af David Daniel. Titlen er Speak to me – teksten fylder fire linjer, men teksten ramte mig som en forhammer. En gang før har jeg oplevet at en sang har ramt mig så meget at jeg næsten græder bare ved at synge den – skulle i hvert fald kæmpe en del for at holde tårerne tilbage, for det er lige præcis sådan jeg føler en gang i mellem; når jeg er allermest ked eller synes hele verden er træls, så er det en trøst for mig at vide der er en der holder hånden over mig og hjælper mig igennem det – gennem tro, familie og venner.
Jeg glæder mig til vi synger den igen – måske allerede til næste korprøve – og måske du kan få lov til at høre den til vores Gospelgudstjeneste, hvem ved? I al fald; tak til Janne og Lars for at introducere specielt denne sang til mig – til SoulSingers, for den er fantastisk.