Fra et (næsten) hyperventilerende ”pyyyhh” til et afslappet og helt-ned-i-kroppen ”ahhhh”. Sådan er den ultra korte beskrivelse af, hvad gospel meditation gjorde for mig en mørk fredag sidst i januar.
Trods søde kollegers velvillige indstilling til at jeg kunne gå en halv time før normal fyraften, lykkedes det ikke. På min efterfølgende tur gennem Odense blev jeg mødt af flere ”let-bane-forhindringer” der, siden sidst jeg kørte turen, havde ”flyttet sig” og derfor gjorde turen længere. Jeg kunne godt regne ud, at det ikke længere var muligt at komme til den aftalte tid. En opringning til den veninde, jeg havde aftalt at mødes med ville derfor have været på sin plads – men det håndfri sæt er aldrig blevet til noget, og derfor var det ikke en mulighed i den travle fredagstrafik. Fantastisk var det derfor at der lige foran døren var en ledig p-plads. Glæden varede dog kort, for det viste sig at det først et par timer senere ville være lovligt at parkere på kirkens område. Så efter en indre diskussion om jeg skulle risikere bøden eller ej valgte jeg at gå ud og flytte bilen. Tilbage i kirken, hvor veninden tålmodigt sad og ventede, kunne jeg godt mærke at min puls var steget og blodtrykket nok var lidt højt.
Egentlig er ovenstående normalt ikke noget der bringer mig i ubalance, men denne fredag eftermiddag måtte jeg erkende, at det var sådan. Derfor var det også vidunderligt, da Janne i sin velkomst sagde, at der i dag ikke blev stillet nogen krav. Vi skulle ikke slutte af med en workshop-koncert eller -gudstjeneste – og dermed ikke præstere. Vi skulle bare synge. Bare være. Lige der tog jeg en dyb vejrtrækning, mærkede stolen jeg sad på, mærkede gulvet under fødderne, lod skuldrene falde ned på plads og tillod mig at mærke nærværet af veninden – og de andre omkringsiddende.
Det var, næsten selv sagt, ballader der var flest af denne aften. Hezekiah Walker’s ”I need you to survive” var den der gjorde størst indtryk på mig.
I need you, you need me
we’re all a part of God’s body
stand with me, agree with me
we’re all a part af God’s body.
It is his will that every need be suppied
you are important to me
I need you to survive
Min forståelse af dybden i teksten blev hjulpet på vej, da Janne perspektiverede den over til TV2s efterhånden verdenskendte reklame for sig selv ”Alt det vi deler”
Da vi næsten havde styr på teksten udfordrede Janne os: prøv at gå rundt mellem hinanden mens I synger, tag gerne hinanden i hænderne, tag øjenkontakt – og prøv at holde øjenkontakten. Det med at der ingen krav ville blive stillet denne dag, kan godt være at nogen af vores gæster ikke er helt enige i. Ca. halvdelen af workshop-deltagerne var medlemmer af koret. Vi tog imod udfordringen og rejste os, trygge ved at vide, vi nok skulle finde et par øjne og nogen hænder vi kendte (i hvert fald i første omgang). Mon ikke den anden halvdel kan have følt en vis form for gruppepres. Men de var modige og rejste sig alle op. Alle gik omkring hinanden. Mange tog hinanden i hænderne og holdt øjenkontakten i meget længere tid end det almindelige høflige, når man hilser på hinanden.
Og ja, der sker noget særligt, når man synger sammen, rører ved hinanden og holder øjenkontakten.
Et usynligt bånd bindes.
Aftenens meditation var fantastisk. Pulsen var faldet til ro. Den hektiske følelse havde forladt kroppen, som til gengæld var 
blevet fyldt med smukke gospelsange. Hertil kom Gideons åndelige vitaminpille og bøn. Venindens hånd havde fundet min – varme og glæde strømmede imellem os.
Det var virkelig lys i mørket.
En stærk følelse.
