En korleders høje tanke…

Jeg glæder mig til i aften. En særlig aften. En aften, vi vil huske tilbage på! SoulSingers første korprøve nogensinde. Jeg er også lidt nervøs for i aften. Trods måneders planlægning, forberedelse, overvejelser og intens indsats eksisterer vi jo kun i fantasien. Som en vision, et håb – en drøm!

Indtil i aften.

Det kan kun blive spændende! Og måske lidt uoverskueligt og sikkert overvældende! Mange mennesker at se i øjnene og mærke energi fra, nye rutiner, der skal etableres, rustne og forpustede vinterstemmer, der skal rystes, støves af og pudses op. Nye numre, mange toner og rytmer – mange ord. Meget at forholde sig til for alle. Korsangere, kirke, korledelse. Stilarter og etablerede overbevisninger og “måder at gøre ting på”, der skal integreres og forhåbentlig smelte sammen til en højere enhed.

Jeg sidder denne tidlige morgen og laver opvarmningsprogram, indstuderingsrækkefølge og sætte mig selv i rette indre tilstand. Jeg hæfter de sidste noder, pakker stemmegafler og nærvær og prøver at skabe et indre overblik. Dem har der været mange af. Altså de tidlige morgener og sene aftener. I lang tid. Sådan er det jo også at være “entreprenør”, “kor-starter”, “drømmetyder” og visionær.

Det er et langt sejt træk at samle 100+ mennesker, der ikke kender hinanden og sætte hele sin intention på at vi på kort tid skal blive en sammensunget, nydende, energi-flyttende, bæredygtig og livsforandrende organisme. Mange mange mails, opkald og endnu flere velmenende spørgsmål. Programmering af hjemmesider, opsætning af systemer og hul igennem til webshop og excel-ark. Identificering af repertoire, arrangering og gang i nodeskrivning. UH mange noder og toner! Forventningsafklaring med tætte samarbejdsrelationer i projektet. Hvor vil vi hen og hvordan kommer vi derhen SAMMEN.

samme frekvensJeg husker mig selv kærligt på, at vi har fire korprøver, der er i “undtagelsestilstand”. Dvs. hvor alle skal mærke efter, hvad det er at være SoulSanger. Hvor vi skal i form. Etablere relationer og smøre hele maskineriet. Og stemmen. Det er jo netop derfor optagelsesprøver først ligger hen i marts. Vi skal afstemme vibrationer og energi, lande på samme frekvens uden at stresse systemet og hinanden. Der skal være tid til at lande. Være tid til at sige JA. Vi skal bygge et fundament, der kan bære os og holde sammen på SoulSingers i mange år. Holdt sammen af en lækker lim! Skønne toner og bevægende ord.

Det er morgenens høje tanke!

i spændthed, jeres ydmyge korleder
Janne

mere kaffe

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

5 thoughts on “En korleders høje tanke…”

%d bloggers like this: